En dejlig midsommeraften…

Jubii 🙂 – hele 60 personer – store som små – havde tilmeldt sig foreningshusets arrangement Sankt Hans aften søndag den 23. juni 2019.

Alle i husudvalget havde arbejdet hårdt for at stable et godt arrangement på benene – og det lykkedes 100%  – syntes vi selv 🙂 .  Selv vejret var helt fantastisk.
Benny var grill-mester og serverede lækker ølmarineret svinekam og rosastegt kalvefilet. Dertil blev der serveret nyopgravede kartofler, salatbar, flute og kryddersmør. Til dessert var der jordbærkage, chokoladekage og kaffe.
Huset var fyldt op med glade og sultne gæster, og alle hyggede sig i hinandens selskab. Børnene benyttede sig af det gode vejr og legede og spillede fodbold uden for på pladsen.
Dagens båltaler var Andreas Karlsen, som er konservativt medlem af byrådet i Ringsted. Andreas og hans kæreste havde deltaget i hele arrangementet, og mon ikke der blev udvekslet lidt jagthistorier på tværs af bordet – Andreas Karlsen er nemlig selv jæger.
Da klokken slog ni, trak hele selskabet ned til bålet for at høre båltalen, se bålet blive tændt og synge midsommervisen.
Andreas Karlsens båltale handlede bl.a. om vores natur, som alle jægere er med til at passe på. Alle syntes at hans båltale var rigtig god, nærværende og interessant. Stor tak til Andreas Karlsen for talen.
Efter talen blev bålet tændt og næsten hele selskabet sang med på Midsommervisen.
En dejlig midsommeraften var ved at være slut. En skøn aften vejrmæssigt og en skøn aften i selskab med alle de personer som bakkede op om arrangementet, og som bidrog med deres gode humør.