Nyjægerjagt 2023 – referat

Nyjægerjagt på Hyrdehøjs jorde. 

Skrevet af  Lise Berg Kildemark

Igen i år afholdt Ringsted og Omegns Jagtforening nyjægerjagt for medlemmer af foreningen. Der var (atter) i år ikke nok lokale, som var fristet af dette fine tilbud, hvilket betød, at min mand, Niels, og jeg kunne deltage ligesom vi gjorde i 2022, endskønt vi er medlemmer i Lyngby Tårbæk Jagtforening. Derfor drog vi tidligt den 26. november 2023 mod Ringstedegnen.  

Nyjægerjagten starter traditionen tro med lækker morgenmad, hvor der er lejlighed til at hilse på de andre deltagere, lodsejeren Thorkil Mølgaard og alle de dedikerede folk, som står bag nyjægerjagten. Efter parolen, hvor dagens program og sikkerhedsregler blev gennemgået og Martin Frederiksen blæste ‘Jagt start’, gik selskabet ud på såterne. De første par såter var primært fasan, men der blev nedlagt en due og forpasset en god skudmulighed på en sneppe. Vanen tro drog vi til Thorkils fødegård, hvor der blev serveret noget til ganen og lidt sødt. Her blev ivrigt sludret og der var rig mulighed for at lære fra erfarne jægere og få en god snak om det flotte hundearbejde. Nu blev det så tid til to gange haretramp, og her kunne Thorkil med glæde konstatere, at der var en god harebestand. Frokosten nærmede sig så småt, men tiden tillod en ekstra remise, som blev drevet for fasaner.  

Vildtet blev lagt på parade og blev æret af Martin, der på sit horn spillede de forskellige signaler for de nedlagte arter – 11 kokke, 4 høner, 11 harer og duen. Den sikre såt, frokosten, var Benny Christensens velsmagende paprikagryde med forskellige typer vildtkød. Her blev talt lystigt om dagen, og for dem, der havde brug for vejledning i opbrækning af hare, blev dette pædagogisk gennemgået af Martin. Det koster 700 kr. at deltage i nyjægerjagten, og det er dagen i mine øjne til fulde værd. Forhåbentligt har jeg ikke gjort for mange læsere interesseret, da Niels og jeg meget gerne deltager igen til næste år. Stor tak for et flot arrangement, som varmt kan anbefales.