RINGSTED NATTEN referat

 4 PÅ STRIBE

Af Nina Nielsen

Ringsted og Omegns Jagtforening havde i år besluttet at deltage i Ringsted Natten, og foreningen blev tildelt en plads på Torvet i nærheden af Valdemar den Store og Tingstenene.

Mange kræfter blev lagt i at det skulle være en stand, som gav et godt og oplysende billede af foreningens arbejde, og dette lykkedes på fineste vis langt hen ad vejen.

Jagthornsblæserne ”åbnede” standen præcis kl. 18.00. Stående i aftensolen foran teltet spillede de flere flotte numre. Til slut spillede de et par numre for den råbuk, som kort efter skulle flås, forlægges og grilles. Orkestret Gasoline, som skulle underholde på plænen, var rare og flinke, og de undlod at spille mens vores jagthornsblæsere var på.

Stig Kristiansen ordnede bukken – fulgt af mange interesserede tilskuere, og kort efter blev de første stykker kød lagt på grillen. Det grillede dyrekød blev aftenen igennem uddelt som smagsprøver til publikum. Dette var absolut standens publikumsmagnet – og alt kødet forsvandt som dug for solen 🙂    (For god ordens skyld: Bukken var blevet skudt umiddelbart før bukkejagten sluttede, og havde ligget i Stigs fryser og ventet på Ringsted Natten.)

Bagerst i teltet var der etableret en særlig afdeling med laserskydning. Publikum kunne dér muntre sig med at skyde med et lasergevær mod et lærred hvor bl.a. vildænder eller lerduer kom flyvende i rasende fart.

På opstillede computere, kunne publikum se små jagtfilm, der var brochurer og opskriftsblade med vildtopskrifter – og både store og små kunne deltage i en lille konkurrence om nogle fine præmier (jagtfilm fra Hunters Video og fine ting fra Hubertushuset). Sidst men ikke mindst stod flere repræsentanter fra jagtforeningen klar til at snakke med interesserede besøgende.

Standen var rigtig godt besøgt – men konkurrencen om publikums gunst var stor. Der var høj musik fra scenen, der var barer og spisesteder, gode tilbud i byens butikker, mange spændende foreningstilbud (snobrød m.m.), åben kirke og åbent rådhus – blot for at nævne nogle af de mange tilbud.

Byen var fyldt med glade mennesker på denne dejlige augustaften, som sluttede af med et flot fyrværkeri over Klosterlunden.

Nu kan jagtforeningen gøre status: Hvad gjorde vi super godt, og hvad kan vi evt. gøre bedre næste gang. Håber at der bliver en næste gang, selv om det er et kæmpe stykke frivilligt arbejde at få det hele op at stå!