Lørdag den 4. maj 2019 var Ringsted og Omegns Jagtforening rammen om et hundeseminar, som Danmarks Jægerforbund havde arrangeret med narkohundefører Kim Wiboe. Seminaret, der har været annonceret i Jæger, varede fra kl. 9:00 til ca. 15.30, havde trukket 24 jægere/hundefolk til Ringsted.
Under titlen ”Udnyt hundens unikke lugtesans” delte jæger og narkohundefører, Kim Wiboe, ud af sin store viden og erfaring i hundens evne til at udnytte sin unikke lugtesans.
Kim Wiboe har hele livet arbejdet med hunde både professionelt som narkohundefører og som aktiv jæger med jagthund. Han har været aktiv på markprøver for retrievere og har som tjenestehundefører uddannet både tjenestehunde og narkohunde.
Kim havde sin egen hund Viggo med til seminaret. For at vise Viggo’s evner som narkohund havde Kim udlagt/gemt både narko og amfetamin i foreningshuset og på græsarealet. Sammen demonstrerede de to, hvordan Viggo via sin lugtesans kunne finde de gemte sager.
På seminaret blev det præciseret, hvor vigtigt det er, at man som hundeførere har både kendskab til og forståelse for hundens evne til at finde fært, fastholde fært og ikke mindst dens unikke evne til færtgenkendelse.
Gennem større kendskab og forståelse kan man opnå et endnu bedre samarbejde med sin hund på jagt. Med få redskaber kan man med træning øge hundens evne til at ”tage fod” og ikke mindst at fastholde det, plus gøre hundens søg hurtigere og mere effektivt end tidligere.
Deltagerne i seminaret kunne midt på eftermiddagen tage hjem efter en meget spændende og interessant dag i selskab med Kim Wiboe og Viggo.
Billederne fra dagen, er taget af Rikke Malling Tygesen.