Danmarks Jægerforbund

bramgaes

Spændende dagsorden på næste VFR-møde

Vildtforvaltningsrådet afholder sit næste og dermed årets sidste møde den 15. december. Dagsordenen indeholder en række særdeles interessante emner for de danske jægere, hvis ellers man interesserer sig for bramgæs, bævere, ringduer, Jægerforbundets markvildtprojekt og principper for jagttidsfastsættelse.

På årets sidste møde i Vildtforvaltningsrådet den 15. december, indeholder dagsordenen en del punkter med interesse for jægere.

Lettere regulering af bramgæs

Naturstyrelsen har udarbejdet et notat om de juridiske rammer for regulering af bramgæs. Vildtforvaltningsrådet havde bedt om notatet, da bestanden de senere år er vokset eksponentielt med omfattende markskader til følge i visse egne af landet.

Det er p.t. på grund af EU-lovgivning ikke muligt at fastsætte jagttid på bramgæs, men styrelsen har vurderet, at der kan reguleres bramgæs efter mere lempede vilkår end i dag. Det hilser Danmarks Jægerforbund velkommen, selv om forbundet naturligvis på længere sigt ønsker regulær jagttid på bramgæs.

Forvaltningsplan for bæver

I foråret 2015 blev der taget hul på en revision af den eksisterende forvaltningsplan for bæver. Det, der især optager parterne i rådet, er forvaltningsplanens mål.

Her er Jægerforbundets holdning klar: så snart bæverbestanden i Danmark kan bære et jagttryk, bør der indføres jagttid.

Markvildtindsatsen

På mødet vil Danmarks Jægerforbund give en status på markvildtprojektet, efter at det har været i gang i snart tre år. Projektets anden fase går i 2016 ind i sit sidste år, inden projektet overgår til en egentlig driftsfase fra 1. januar 2017.

Jægerforbundet ser jagttegnsmidlerne som en mulig finansieringskilde fra 1. januar 2017 til den videre drift af markvildtindsatsen, der er en direkte udløber af de nationale forvaltningsplaner for hare og agerhøns. Læs mere om markvildtprojektet her.

Principper for jagttidsfastsættelse

Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund har – som tidligere nævnt her på hjemmesiden – arbejdet på et sæt principper for fastsættelse af jagttider. De foreslåede principper skal drøftes i rådet.

Jægerforbundet finder, at principperne for jagttidsfastsættelse udgør et godt fundament og peger i den rigtige retning for det fremtidige arbejde med fastsættelse af jagttider, da det vil indebære, at de faglige argumenter vægtes højt.

Ringduer

En arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet har set på mulige løsninger i forbindelse med det etiske problem ved regulering af ringduer i september og oktober. På baggrund af arbejdsgruppens oplæg har Naturstyrelsen skitseret fire modeller. Arbejdsgruppens medlemmer har efterfølgende peget på den model, der indebærer fortsat regulering af ringduer i september og oktober i egne, hvor de gør skade.

Det betyder, at der ikke ændres på reguleringsmulighederne, men det er samtidig bestemt, at Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund skal iværksætte en informationskampagne, der har til formål at gøre jægerne opmærksomme på ikke at skyde enlige duer, men derimod duer i flokke, for på den måde at reducere bortskydningen af forældrefugle. Jægerforbundet ønsker og arbejder fortsat på udvidet jagttid på ringduer.

Løse hunde

I Danmark optræder der løse hunde rundt omkring. Disse udgør ikke alene en trussel mod husdyr, men også mod faunaen. Derfor vil Jægerforbundet gerne bakke op om Vildtforvaltningsrådets tiltag i form af en informationskampagne rettet mod hundeejere med det formål at skabe en adfærdsændring hos disse, så der fremover vil være færre løse hunde i naturen.

Skrevet af: Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund, 11. december 2015