Referat af Nyjægerdag på Svenstrup.

Søndag den 17. juni 2018 havde Nyjægergruppen inviteret til Nyjægerdag på Svenstrup, hvor skytten Jonas ville give et indblik i fasanopdræt, udsætning og revirpleje.

To af deltagerne Robert Noack Tofte  og Marianne Møller har begge sendt en beskrivelse af dagen:

1. Robert Noack Tofte :

Søndag den 17. juni var jeg til Nyjægerdag på Svenstrup gods. Emnet var fasanopdræt, udsætning og revirpleje. Den åbne invitation kom lidt af omveje, og med kort varsel, men jeg havde dagen afsat til havearbejde, så jeg valgte at melde mig til.

Som ny jæger, der ikke har været i miljøet tidligere, vidste jeg egentlig ikke om det ville give nogen mening at deltage, men jeg tænkte at det skader jo aldrig at lære nyt (om man så kan bruge det eller ej), og i det mindste ville jeg vel få set nogle skønne områder.

Hvor er jeg glad for at jeg var med! Skytten Jonas var underholdende, vidende og utroligt motiveret. Jeg er sikker på han er en stor gevinst for godset, og over tid får mulighed for at sætte et stort præg på godsets omegn. Hans idéer omkring biotopplaner og barjordsstriber afpasset til markens sprøjtemønstre, gav god mening, ligesom andre tiltag som også understøttede godsets drift og æstetik i sin helhed.

Vi gennemgik hele processen omkring fasanopdræt, fra indsamling af æg (det gør de nemlig selv), udrugning, opdræt, udsætning, og forberedelse til næste års kuld med indfangning af høner og haner. Vi talte også om placering af udsætningspladser i forhold til såter, beplantning af forskellige typer og hvordan disse har indflydelse på flyvemønstre osv. osv. Et væld af information, der for en ny jæger måske var lidt overvældende (og jeg har sikkert misset mange af detaljerne), men utroligt interessant og værdifuldt.

De mere erfarne folk, kunne spørge ind forskellen på forskellige desinfektionsmidler, varmekilder, medicinske behandlinger osv. Der blev også talt almindelig jagt, og om muligheden for at konsortier samarbejder ved trykjagt så vildtet ikke bare drives rundt i manegen. Dagen blev sluttet af med et par gode grillpølser og hyggelig samtale i godsets Fyrrum (selskabslokale til ca. 20).

Jeg fik alt det ud af dagen jeg håbede, og lidt mere til: Meget bedre forståelse for fasanpleje og -jagt, en god dag i skønne omgivelser og et lidt bedre netværk.

Stort tak til Henrik for at arrangere det og til Jonas for at øse ud af sin viden.

Robert Noack Tofte


2. Marianne Møller

Her kommer min beretning:

Nyjægerdag på Svenstrup.

Søndag  dag d. 17/6 kl. 09.00 mødtes vi 12 nyjægere/jægere til en dag med udsætning og vildtpleje i focus. Efter en kort velkomst fra Henrik (nyjæger) fik vi en gennemgang, af dagens program af skytten Jonas.

Vi blev kørt rundt i herregårdens jagtvogn, hvor vi havde forskellige stop undervejs. Vi fik vist en fasanudsætning, forskellige vildt agre samt deres fasanopdræt. Undervejs fortalte skytten begejstret, om de tiltag der bliver gjort på herregården for vildtet.

Som nyjæger var det en spændende og lærerig dag, som også kan anbefales til alle andre nyjægere. Vi sluttede dagen hygsomt af, med pølser på grillen og kolde sodavand.

Tak til Henrik for et godt arrangement, samt tak til Jonas (skytten) for at, dele ud af sin store viden.

Weidmanns heil Marianne (nyjæger)


Billeder fra dagen kan ses på dette link