Referat af ordinær generalforsamling vedr. 2017 i i Ringsted og Omegns Jagtforening
Torsdag den 22. januar 2018
Formand Bo Larsen bød velkommen til generalforsamlingen og gik straks over til første punkt på dagsordenen
1. Valg af dirigent: Folmer Sunekær blev valgt og han kunne konstatere at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Folmer Sunekær
gav udtryk for at dagsordenen var mangelfuld, da der ikke stod hvem der var på valg m.v.
2. Valg af 2 stemmetællere: Jørgen Olsen og Niels Willumsen blev valgt. De kom ikke i funktion.
3. Bestyrelsens beretning: Bo Larsen kom i sin beretning ind på at medlemssituationen ikke er så slem som frygtet. Foreningen har p.t. ca. 500 medlemmer i alt. Jagttegnsundervisningen blev desværre aflyst i Ringsted. De 7 tilmeldte elever blev efter aftale overført til Stenlille Jagtforening, men deres medlemskab forblev i Ringsted. Jagtforeningen havde i 2017 et samarbejde med Ri. Kommune om deltagelse i Naturens Dag. Bestyrelsen fravalgte at deltage i Ringsted-Natten. Kommunen har inviteret jagtforeningen til at lave nogle aktiviteter for børn i skolernes sommerferie, hvilket man vil forsøge. Lysanlægget ved foreningshuset skal renoveres. Ri. Kommune har bevilget et tilskud på kr. 40.000,- til projektet, og derudover vil det formentlig koste omkring 15-20.000,- som foreningen selv skal betale. Forbedringen vil være til stor glæde for både hundetræning og bueskydning på banen. Bo Larsen gør sig nogle tanker om fremtidige projekter. Bl.a. skal der laves en kravlegård til hunde og foreningshuset skal der også gøres noget ved. Foreningen har deltaget i kredsmøde i Damme og i repræsentantskabsmødet i Fredericia.
Beretninger fra udvalgene:
Hundeudvalg: Tonny Nielsen aflagde beretning for hundeudvalget som p.t. består af Tonny Nielsen og Rikke Malling Tygesen. Rikke er blevet uddannet som instruktør, og hun er rigtig god til at formidle kontakt. Tonny søger efter medlemmer til hundeudvalget. Et nyt medlem skal gå med til træningen som assistent (også kaldet føl) Vedkommende kan efterfølgende blive uddannet. Der har i 2017 været ca. 100 hunde igennem – og det er godt! Tonny kom med en opfordring til at man træner sin hund – og også gerne ældre hunde. Hundeudvalget vil gerne lave et samarbejde med Nyjægergruppen, hvor man f.eks. tager 3 forskellige hunderacer ind og fortæller om deres kompetencer o.lign. Tonny sporer en fremgang i hundetræning, og han opfordrer til at vi alle går ud og anbefaler hundetræningen i Ringsted og Omegns Jagtforening. ALLE hold bliver annonceret på facebook-gruppen Hundetræning Ringsted og omegns Jagtforening + på foreningens hjemmeside.
Riffeludvalg: Edvard B. Nielsen aflagde riffeludvalgets beretning. Ringsted, Stenlille og Skovbo havde lige som tidligere år arrangeret indskydningsdage før bukkejagten. Antallet af skydninger var det samme som foregående år . Overskuddet blev ca. 3000,- som fordeles mellem de 3 foreninger.. Øvrige arrangementer var Trofæaften den 20.4.17, Skydning på Hanebjerg den 12.8.17. og sidst Holdskydningen mellem de 3 jagtforeninger Ringsted-Skovbo og Stenlille den 2.9.2017. Nyjægerdagen den 24.6.17 blev desværre aflyst pga. manglende tilmeldinger. Til slut nævnte Edvard riffeludvalgets medlemmer og takkede dem + Anni og Nina for et godt samarbejde på riffelbanen.
Bueudvalg: Bent Micheelsen aflagde beretning for bueudvalget. Bueskydningen startede i efteråret, hvor udvalget havde inviteret til at alle kunne komme og prøve at skyde med bue. Arrangementet blev pænt besøgt. Man fortsatte med træningen hver tirsdag på banen ved foreningshuset indtil årstiden gjorde at det blev for mørkt. Derefter lånte udvalget et lokale på Vigersted Skole, men der var ikke plads nok, og man kunne kun skyde på 13 m. afstand. Alt i alt blev det for besværligt, og da muligheden for at bruge et lokale i DGI’s bygning på Haslevvej 11, flyttede træningen derud. Der har man baner på 18 m, 12 m, 8 m. og en enkelt bane på 25 m. Et netop afholdt stævne blev vundet af et medlem af Ringsted og Omegns Jagtforening. Man træner hver onsdag fra kl. 18 – 21. Der er i øjeblikket 10 betalende medlemmer. Det vides ikke hvor længe udvalget kan træne i lokalet, men det er planen at træningen flytter til græsarealet ved foreningshuset når årstiden tillader det.
Foreningshuset: Carsten Lønberg aflagde beretning for foreningshuset. Han takkede Benny og Bo for deres hjælp. Huset har været udlejet til Retrieverklubben og Setterklubben til deres stævner. Der har været lidt privat udlejning, og derudover bliver huset brugt af udvalgene: Pralemorgen, trofæaften, bestyrelsesmøder, klubaften, hundetræning m.m. Han udtrykte ønske om at medlemmerne ville bruge huset noget mere, plus at der igen bliver jagttegnsundervisning, da dette også har en økonomisk betydning. Det koster en del at drive foreningshuset – og det trænger til en kærlig hånd. Carsten opfordrer til, at hvis medlemmerne ligger inde med et trofæ eller en udstoppet fugl, som de er blevet trætte af, at de donerer emnet til huset, hvor det vil pynte og give lidt stemning. Carsten oplyste at han ønsker at stoppe som hus-formand på grund af for lidt tid.
Nyjægergruppen. Henrik Stage Vestergaard aflagde beretning. Henrik startede med at beklage at der desværre har været et par arrangementer, som er blevet aflyst pga. manglende tilmeldinger. I maj/juni md. 2017 skulle der afholdes et Nyjægerkursus i jagt, vildt og naturpleje. Der var 1 tilmelding, så kurset blev aflyst. Den 24.06.17 var planlagt som en Nyjægerdag på riffelbanen. Her var der 3 tilmeldinger så dette blev også aflyst. Mere succes var der med kursus om krageregulering. 1. dag var teori og 2. dag var deltagerne på kragejagt. Der var 16 deltagere og der blev skudt 6 krager. I december deltog 14 Nyjægere i kursus i praktisk jagt. Dvs. en nyjægerjagt der blev afholdt i Nordrup. Alle fik afgivet skud, og der blev skudt 30 fasaner og 10 harer. Henrik havde også et lille opråb: Klubaften er for ALLE medlemmer. Han er bange for at folk har fået den opfattelse, at klubaftenerne kun er for Nyjægere i og med at der er ham der er arrangør. Klubaftenerne havde en forsigtig start deltagermæssigt, men det er ved at ændre sig. Af arrangementer kan bl.a. nævnes knivkursus, kragefælder, bukkeoptakt, ammunition, schweizzhunde og foredrag om jagt . Der har også været en grillaften og en julefrokost. Medlemmerne opfordres til at komme med ideer til fremtidige klubaftener. Der er ved at blive lave en telefonliste med nyjægere der har et ønske om at komme med på rævejagt. Henrik sluttede af med at oplyse at han er tilmeldt et kursus i DJ med det mål at blive jagttegnskursuslærer.
Forsamlingen kunne herefter stille spørgsmål og/eller kommentere beretningerne.
Jørgen G. Mortensen spurgte Henrik om han havde søgt om tilskud via Nyjægerpuljen. Henrik svarede JA, men at han af forskellige årsager fik afslag hver gang (?) Jørgen syntes i øvrigt at Henrik gør et formidabelt stykke arbejde.
Jørgen G. Mortensen til Bo: Bliver alle pladser på kredsmøde og repræsentantskabsmøde brugt, hvortil Bo kunne svare JA.
Hvorfor er foreningen stoppet med rævejagt? Svar: Fordi Højlund som afholdte rævejagt, ikke er medlem mere.
Hvorfor er foreningen stoppet med Sct. Hansbål? Svar: pga. manglende tilmeldinger
Hvorfor er foreningen stoppet med bankospil? Svar: fordi ingen i bestyrelsen har tid til at indsamle præmier. Til dette svarede Jørgen at han gerne vil står for indsamling og at han tidligere har tilbudt sin hjælp.
Hvorfor har Bo en stor afbudsprocent til kredsmøderne? Svar: Bo afviste dette.
Leif Hansen spurgte til jagtgeværerne fra skydebanen. Henrik Stage kunne oplyse at dem opbevarer han for foreningen med henblik på fremtidig jagttegnsundervisning.
Der var en del kommentarer og svar vedr. udsendelse af folder og manglende udsendelser af Jagtposten.
Benny sagde at han har ondt af udvalgene at de skal arbejde for en forening, hvor medlemmer ikke gider komme til arrangementerne. Derfor kan man ikke klandre bestyrelsen at der ikke sker noget i foreningen.
Efter kommentarer og spørgsmål til udvalgene gik man videre til årsregnskabet.
4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab. Foreningens kasserer Lars Meldgaard fremlagde årsregnskabet. Han startede med at oplyse at der p.t. er 495 medlemmer i foreningen mod 515 sidste år. Faldet er ikke drastisk. Regnskabet viser på bundlinjen at der er et overskud på kr. 90.256,-. Der har været en lille stigning i kontingentindtægten. Der er kun udsendt 1 nr. af Jagtposten, så der er ikke opkrævet for annoncer i 2017. Jagthornsblæsning havde et uderskud på 3.700,- som skyldtes at der er indkøbt nye veste til medlemmerne. Den store indtægt på flugtskydning ca. 120.000,- skyldes at maskiner m.m. er blevet solgt til gode priser og at oprydningen på banen blev gjort godt og billigt. Foreningshuset har haft et underskud på kr. 22.835,-. Riffelskydninger har et underskud på ca. 6000,-, hundetræningen et overskud på ca. 5.300,- og bueskydning et underskud på ca. 40.000,- Dette skyldes at der til opstart af bueskydning i foreningen er indkøbt materiel. Foreningens formue pr 31.12.2017 er kr. 406.805,78. Der er periodeafgrænsningsposter på kr. 44.395,- Dette er forudbetalte jagttegnsgebyrer og tilskud fra Ringsted Kommune.
Jørgen G. Mortensen ville vide hvad beløbet under diverse dækker? Lars gjorde rede for beløbet.
Regnskabet blev herefter godkendt.
5. Fastsættelse af kontingent. Lars Meldgaard oplyste at på grundlag af forventede indtægter og udgifter indstiller bestyrelsen uændret kontingent for 2019, og dette blev godkendt af forsamlingen.
6. Indkomne forslag: Ingen forslag
7. Valg af kasserer. Lars Meldgaard ønskede ikke at modtage genvalg. Bestyrelsen forslog John Bollhorn som herefter blev valgt
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer:
På valg Edvard Bremer Nielsen – modtog genvalg
På valg Carsten Lønberg – ønskede ikke at modtage genvalg – Nina Nielsen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem
9. Valg af suppleanter:
På valg Frank Poulsen – ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Carsten Lønberg, som herefter blev valgt
På valg Stig Kristensen – ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Daniel Mærsk Andersen, som herefter blev valg
10. Valg af revisor og revisorsuppleanter:
John Petersen og Jørgen Olsen blev genvalgt som revisorer
Torsten Svensen og Thomas Petersen blev genvalgt som revisorsuppleanter
11. Eventuelt.
Jørgen G. Mortensen ville vide hvad det har kostet at udsende indkaldelse til generalforsamling. Frank Poulsen redegjorde for dette.
Niels Willumsen foreslog en vedtægtsændring så man kan nøjes med at annoncere generalforsamlingen i dagspressen.
Allan Berthelsen foreslog at man sender en mail når man kan læse indkaldelsen på hjemmesiden. Dette vil spare porto.
Jørgen G. Mortensen er ked af at Jagtposten ikke udkommer mere.
Tonny Nielsen mener ikke at bladet er årsag til medlemsnedgangen på 20 medlemmer.
Carsten Lønberg pegede på manglende stof som årsag til nedlæggelse af foreningsbladet.
Der var bred utilfredshed i forsamlingen med, at foreningen sjældent indberetter arrangementer til de grå sider i Jæger.
Uddeling af Kragepokal. Kragepokalen som er skænket af foreningens æresmedlemmer forblev i foreningens varetægt, da der ikke er indleveret krageben i 2017.
Formanden bad forsamlingen om at rejse sig og holde et minuts stilhed til ære for de medlemmer der er gået bort i det forløbne år.
Jubilæumsdiplomer. Der blev uddelt et 40 års jubilæumsdiplom til Bjarne Jørgensen
Til slut tog dirigenten ordet og bekendtgjorde at generalforsamlingen var slut, og bad forsamlingen udbringe et trefoldigt leve for foreningen.