Torsdag den 20. april 2023 blev der afholdt Trofæaften i Foreningshuset. Det var trofæerne fra året 2022 der skulle kåres i kategorierne Dansk trofæ, Udenlandsk bukketrofæ og Udenlandsk øvrige. Sædvanen tro var der også indbudt til foredrag, og i år var det de populære tvillingepiger Trine og Rikke Wagner Jacobsen, der står bag firmaet Hunt & Hike, der skulle underholde. De startede og sluttede deres foredrag med at synge en sang. Meget stemningsfuldt. De er født ud af en skytte-familie, hvor jagten er en livsstil og naturen et vilkår. Lysten til det vilde liv har givet dem en rygsæk af fortællinger fra hele verdenen, med både jagten og vandringen som drivkraft. Hunt & Hike tilbyder også jagtrejser. I samarbejde med Diana Hunting Tours, kan de tage dig med til Canada, Skotland, Tyskland og Sverige!
Efter foredraget blev årets vindere kåret. Svend Frederiksen blev, med sin hovedmonterede dåhjort, vinder af det danske trofæ.
Kurt Greve blev vinder af det Udenlandske trofæ øvrige. Hans trofæ var en meget flot kronhjort fra Polen.
Edvard B. Nielsen blev vinder af Udenlandsk buk. Til stor undren var der kun den ene opsats i denne kategori, og Edvard blev derfor vinder med hans lille svenske opsats.
Efter fejringen af de 3 trofævindere blev der afholdt lotteri. Der skulle trækkes lod imellem mange flotte sponsorgaver fra Hubertushuset og Land & Fritid. Ringsted og Omegns Jagtforening havde også selv bidraget med nogle præmier.
Jagthornsblæserne bidrag til aftenen ved at blæse arrangementet i gang, hylde trofævinderne og til slut blæste de bl.a. “På gensyn”.
Tak til Rikke og Trine, sponsorerne, jagthornsblæserne og ikke mindst til de omkring 35 fremmødte gæster.