Nyjægerjagten 2025

Nyjægerjagten 2025

Igen i år havde Ringsted og Omegns Jagtforening inviteret til den snart traditionsrige Nyjægerjagt, der
gennem de sidste mange år er afholdt hos Thorkil og Michael Mølgaard ved Nordrup.


12 jægere samt 6 hundeførere og drivere mødte alle op i godt humør den 23. november til morgenmad i de
fine lokaler hos jagtherrerne Thorkil og Michael. Vejret viste sig i år fra den fine og tørre side, og et let
skydække sørgede for, at der ikke var store gener fra solen, der sporadisk lod et par solstråler følge
jagtselskabet gennem dagens såter.


Efter arrangørens velkomsttale, morgenmad og lidt indledende orientering om jagtetik og sikkerheder
stillede alle op til den egentlige parole. Her redegjorde Thorkil for dagens program, for de skærpede
sikkerhedskrav under ”haretramp” og for jagtbart vildt under jagten. Der skulle primært skydes til flyvende
vildt og harer. Hvis der skulle dukke en ræv op, kunne der med størst mulige forsigtighed skydes til den.
Herefter blev skytterne delt op i to grupper med hver sin jagtleder, Lene og Tonny, og der var herefter afgang
til den første såt.


Alle skytter var spændte på såtens udfordringer på flyvende vildt, og der gik ikke lang tid før de første fasaner
var i luften og gav udfordringer. Mængden af fugle overraskede vist nok lidt, for der var adskillige fugle, der
klarede ”frisag”, mens skytterne skulle genlade. De fleste skytter havde skudmuligheder, og såten bød derfor
også på et pænt udbytte. De følgende to såter, der lå på roemarker, var ligeledes med flyvende vildt, og der
blev givet en smagsprøve på, hvordan de forskellige typer remisser kan blive drevet af. Samtidig kunne det
konstateres, at fasaner i allerhøjeste grad ynder at opholde sig ude i roemarkerne. Der blev udtrykt stor ros
til Torben for pasning af fuglene, så de blev på reviret.


Efter tredje såt blev der holdt en velfortjent spise- og drikkepause før de næste udfordringer. Hele
jagtselskabet blev kørt til de følgende to såter med haretramp, hvor hver gruppe af skytter fungerede som
hhv. drivere og forposter. Det meget klare vejr gav fordel til de hurtige harer, idet de meget snart blev
opmærksomme på den forestående fare. Der blev set rigtig mange harer i såterne, og der blev tilsvarende
givet rigtig mange forsvarlige skudmuligheder til de vævre dyr.


På vildtparaden lå der 25 fasanhaner, 19 fasanhøner, 11 harer og 1 skovdue. Thorkil takkede for god ro og
orden under jagten, og gav udtryk for, at der var udvist pæn og forsvarlig skydning (2,5 skud pr. stk. vildt),
hvilket lover godt for den fremtidige jagt. Alle blev opfordret til at tage vildt med hjem, hvilket de fleste
udnyttede med glæde.


Dagen sluttede med spisning af Bo Larsens gode og veltilberedte mad, der bekom alle rigtig godt efter en
dejlig jagtdag. Alle tog hjem med gode indtryk efter en dag med dejligt vejr, rigtig godt selskab, masser af
vildt at se på og tilfredse med at have bidraget til resultatet på vildtparaden.