Pralemorgen 2015 referat

16. maj 2015 – Årets bukkejagt går ind, og det er en dato som har en magisk betydning for de fleste bukkejægere.

Bukkepremieren i år var præget af det kolde og lidt fugtige vejr – modsat sidste år , hvor det var en varm og solrig morgen/dag. Jagtforeningen havde på sædvanlig vis arrangeret Pralemorgen ved foreningshuset, og mange bukkejægere lagde vejen forbi i løbet af formiddagen. Det startede lidt vel stille. I lang tid lå der kun 2 bukke på paraden, men som formiddagen skred frem kom der flere og flere jægere med morgenens udbytte . Da klokken var 11.00, som var sidste chance for at deltage i konkurrencen om årets pralebuk, lå der ikke mindre en 16 bukke på paraden. Mange interesserede jægere var også mødt op og flokkedes om bukkeparaden. Da Benny havde optalt stemmerne kunne han oplyse at 85 havde afgivet deres stemme.

Vinder blev buk nr. 9 med 25 stemmer, på andenpladsen kom buk nr. 2 med 22 stemmer og på tredjepladsen var det buk nr. 3 med 14 stemmer.

Jægerne bag de 3 bukke:

Nr. 1 –  Søren Hylling, som havde skudt vinderbukken ved Buske Huse v/Sorø

Nr. 2 – Mads Erikstrup, som havde skudt sin buk i Sigersted.

Nr. 3 –  Henrik Jensen, som havde skudt sin buk ved Holbæk.

Til slut blev bukkelotteriet trukket, og vinder af afskydning af en buk på Giesegård blev Tage Nielsen ( måske bedre kendt som Stillads-Tage).

Tillykke til vinderne – og knæk og bræk til alle jægere.